» Etna - Ildens bjerg

 » Hekla - Islands dronningevulkan

 » Mod Vesuv jeg øjet vender

 » Spændende bog om Santorini

 » Vesuv - den udødelige vulkan

 » Vesuv - en meget farlig vulkan

 » Øer født af ild. Mennesker og vulkaner i Indonesien

Anmeldelse i Berlingske Tidende
4 af 6 stjerner

Bøger: Vulkaneksperten Henning P. B. Andersen fortæller i ny bog om sin personlige besættelse - den farlige vulkan Vesuv i Napolibugten.

Af Lars Henrik Aagaard
Sidst opdateret Fredag den 16. maj 2003, 17:12

Vesuv er ikke bare Europas farligste og mest sagnomspundne vulkan. Den er også et levende og lunefuldt væsen.

I Napoliområdet siger mange lokale, når de bekymret stirrer op på den tilsyneladende døde vulkan:

»Jeg ville ønske, onkel ville bakke lidt på sin pibe.«

Vesuv har nemlig ikke været i udbrud siden 1944. Ingen røgfane rejser sig fra dens bug, og den er i det hele taget ildevarslende stille. Hvilket resulterer i, at napolitanerne glemmer eller fortrænger dens kolossale kræfter. Ud af Napolibugtens tre millioner indbyggere bor ca. en million lige omkring vulkanens fod, og virksomheder anlægger fabrikker på billige byggegrunde længere og længere oppe ad vulkanens frodige skrænter.

Men Vesuv er, som vulkaneksperten Henning P. B. Andersen allerede på titelbladet fastslår i sin bog om bjerget, meget farlig. Dens tilsyneladende ro er bestemt ikke nogen garanti for, at den ikke igen - og for den sags skyld i morgen - kan gå i et voldsomt udbrud, sådan som den har gjort det med meget jævne mellemrum siden året 79.

I netop det år, den 24. august kl. 13, gik Vesuv i udbrud med en enorm eksplosion og lagde de to velhavende byer ved dens fod, Pompeji og Herculaneum, i ruiner. Dette blev historiens mest berømte vulkanudbrud, udødeliggjort af talrige samtidige skildringer og af udgravninger siden 1700-tallet, som på enestående vis har kortlagt især Pompejis skæbne som følge af vulkanudbrudet.

Historien om Vesuv er derfor langt fra udelukkende en geologisk/videnskabelig fortælling, men i lige så høj grad en historisk og ikke mindst kulturhistorisk skildring. Og den har forfatteren mindst lige så meget øje for i sin spændende bog om det frygtede minibjerg i Syditalien.

Henning P. B. Andersen lader således i høj grad kilderne tale i sin kompakte bog - lige fra Plinius (der har lagt navn til de såkaldte pliniske udbrud), som i udførlige breve beskrev udbrudet i år 79, over Philip IV, kongen af Napolis advarsel i kølvandet på det muligvis endnu kraftigere udbrud i 1631 til Sir William Hamiltons omhyggelige skildringer af vulkanens voldsomme aktivitet i slutningen af 1700-tallet.

Men mest interessant set med danske øjne er forfatterens fokusering på de to mest berømte danske Vesuv-skildrere, den kommende Christian VIII og hans videnskabelige optegnelser fra 1820 og især H. C. Andersens uhyre opstemte beretninger, der var resultatet af flere besøg på og omkring Vesuv omkring 1834.

Henført og med religiøs patos skriver Andersen bl.a.:

»Mit øje hvilede på bjerget, hvor ildsøjlen hævede sig fra krateret op mod den blodrøde, brede skymasse, der med denne syntes en mægtig pinje af ild og flamme; lavastrømmen var dens rødder, med hvilke den omsluttede bjerget. Min sjæl var greben af det store skuespil, Gudsstemmen, der talte fra vulkanen, som fra den stille tavse nattehimmel«.

H.C. Andersen og H.B.P. Andersen - uden sammenligning i øvrigt - to brødre i ånden. Næsten lige besatte af et 1200 meter højt levende bjerg, dernede hvor Italien sætter hælen i. Men den gamle Andersen må siges at være væsentligt mere personlig i sin skildring, end den nye Andersen er. Denne lader i stedet især andre fortælle den dramatiske historie - og det er jo knap så originalt. Men som følgesvend til en forestående Napolirejse vil den være særdeles brugbar.