Middelhavets dannelse.

Italiens jordskælv og vulkaner er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 1 - 2 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika.

Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden må have været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der dengang lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Mange mener, at det må have taget godt og vel 100 år for det indfossende havvand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde har i dag. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker alene de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser....

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Europæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion eller underskydningszone sagt på en anden måde et puslespil, hvor brikkerne tvines til at bevæge sig på grund af pres fra syd.

Herved opfoldes bjergene nord herfor. Vi kan egentlig sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand og varmeopstrømninger i jordens indre. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger.

Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, har en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er mere sejtflydende og derfor bliver de vulkaner der opbygges ovenpå jordens overflade generelt mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. Derfor finder vi her mere eksplosive vulkaner oven over på jordens overflade i den østlige del af Middelhavet og på den Italienske støvlehalvø, hvor havbundspladen bevæger sig ned og ind under Italien både fra syd og øst og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, mens Etna på Sicilien har et mere kompliceret mønster, da den ligger dels på underskydningen fra syd, men også ved et åbent sår – Maltagraven mod øst – starten på en åbningszone og efter manges mening et såkaldt ”hot-spot” altså hvor der tilføres ekstra meget magma nedefra dybere del af jordens kappe, (Se min artikel: Sådan fungerer Etna).

For at gøre det endnu mere kompliceret finder vi også i den vestlige del af Middelhavet også en såkaldt åbningszone, der tillader smelter(magma) at bevæge sig op nedefra. Altså et kompliceret system, som man i de seneste årtier har fået mere og mere forståelse for.

Vi kan ikke stoppe pladebevægelsen af Afrika imod Europa og gnidningsmodstanden bevirker, at pludselig et sted brister spændingen og der opstår et jordskælv.

Først og sidst Middelhavsregionen med sine mange jordskælv og vulkaner er et produkt af, at Afrika rykker mod Europa.


Tekst til tegning:

Volcanic complex er gamle såvel som sovende unge vulkaner.

Subduktion: Underskydning, hvor pladerne bevæger sig.

Pilenes retning er pladens bevægelse fra syd og øst.

Major faul zone er større forkastningsbælte.


Udskrevet fra http://www.vulkaneksperten.dk d. 25. April 2014  01:52:18